Sognepræst Thomas Frøkjær har skrevet disse mindeord om æresmedlem i Herskind Boldklub, Svend Dahl, som sov stille ind 5. januar:

UDE!?….

Sådan har det lydt til stort set hver eneste af de utallige fodboldtræninger med Herskind Oldboys, jeg har været med til. Brølet er kommet fra målmand Svend Dahl, når bolden af modstanderholdet blev sparket ud over baglinjen til et gummistøvle målspark. – Eller helt over baglinjen behøvede bolden nu ikke at være. Hvis den bare var lige ved at være over stregen – så var den også UDE! Altså hvis Svend sagde det. – Og så kunne man være enig eller ej. Det gjorde ingen forskel. Svends ord var lov. For det er klart, at man som holdets grand-old man har visse rettigheder. 

I dag er Svend Dahl desværre selv havnet på den forkerte side af kridtstregen. Han er helt indiskutabelt dømt ude. Forrige tirsdag sov han stille ind, træt og slidt, godt og vel 85 år gammel. 

Men minderne om en ener og en stor personlighed i Herskind Boldklubs historie vil leve længe i mange af måske især vi Herskind fodboldspilleres hjerter. – Længe efter SIDSTE ANGREB! – som var de to ord, Svend afsluttede alle fodboldtræninger med. – Nogle gange efter adskillige minutters tillægstid, og af en eller anden grund oftest når hans eget hold havde bolden og enten førte eller manglede et enkelt mål i at kunne hive sejren hjem. Men sådan er der så meget….

Svend er født i et arbejderhjem i Viby som den næstældste af fire brødre. Som ung kom han i murerlære og blev siden mester – først i sin egen murervirksomhed i Aarhus og siden som ansat hos andre murere her i området.

I 1967 flyttede han og Else og deres tre børn, Bente, Inge og Preben, til Herskind, hvor Svend selv byggede villa til familien nede på Fuglevænget. 

Allerede som henholdsvis 18 og 21 årige havde Svend og Else sagt ja til hinanden. Ja til at holde sammen i medgang og modgang, indtil døden måtte skille dem ad. Et løfte som de holdt – godt og vel endda. Ingen enkemand, jeg har kendt, har været flittigere til at komme på besøg hos sin afdøde kone på kirkegården med blomster, end Svend var det, efter at han i 1987 desværre alt for tidligt måtte tage afsked med sin Else.

Uden Else og med nu voksne børn blev tilknytningen til Herskind Boldklub endnu stærkere. I en årrække spillede Svend badminton med bl.a. Arne Karlsen og Ove Vestergaard i gymnastiksalen på Herskind Skole. 

Men det var nu nok fodbolden, der var og forblev Svends største passion. Han fulgte med fra lænestolen derhjemme, når der blev dong’et fra de engelske tipskampe om lørdagen. Og uanset vejr og vind, så var han at finde mellem stængerne på træningsbanen hver mandag aften – med kombinerede murer- og målmandshandsker på hænderne og oftest gummirøjsere på fødderne. 

Svend STOD på mål – helt bogstaveligt. Men som sådan fyldte han også ganske meget i de små mål, der blev brugt til træning – og bidrog ikke så sjældent med store redninger. Han var forudseende nok til ikke at gå på vore skudfinter, men blev stående med begge ben solidt plantet i grønsværen, som den faste, urokkelige klippe, han var.

Men også – og måske især – som holdleder for oldboysholdet var Svend noget særligt. Hver gang der var kamp, hvad enten det var på Herskind Stadion eller i Langtbortistan, stod han trofast på sidelinjen og dirigerede og bestemte egenrådigt, hvem der skulle skiftes ud og ind. Til glæde for nogle og skuffelse for andre. Især da hvis man var så uheldig at blive skiftet ud hele to gange i den samme kamp. Men igen: Sådan er der jo så meget. Og selv ikke som kyndig holdleder kan man gøre alle tilfredse.

Til jobbet som holdleder hørte også, at Svend skulle sørge for, at kamptøjet efterfølgende blev vasket og lagt pænt sammen, så det var klar til næste uges kamp. – Et bijob, som Svend gik op i med stor seriøsitet og pligtskyldighed. På fodbold-tøj vaskedagene var Svend helt og fuldt optaget af vaskeriet. Alt andet måtte udsættes eller helt aflyses.

Med rette blev Svend udnævnt som æresmedlem i Herskind Boldklub. – Ikke alene i kraft af jobbet som holdleder, men også som en velfortjent erkendtlighed og hyldest for det store arbejde han sammen med flere andre lagde i opførelsen af klubhuset for vel en snes år siden. Noget, som vi er flere generationer af Herskind fodboldspillere, der skylder Svend en stor tak for.

Og lad mig så slutte med en bogstaveligt talt omvæltende begivenhed i Svends fodboldliv. – En begivenhed, som fandt sted i klubhuset en ganske særlig forårsaften i vistnok 2007. 

Vi havde lige vundet en vigtig kamp og stod nu sammen med Svend i omklædningsrummet og råbte vores sædvanlige sejrsråb: HVEM VAR DET, DER VANDT I DAG, DET VAR DEM FRA HERSKIND AF…, da Svend falder livløs om på cementgulvet med hjertestop. Han er helt væk. På et splitsekund er hans livslys pustet ud. For altid, troede vi.

Men med en snarrådig og beundringsværdig indsats fra især Peter Libergren, som straks gik i gang med at give kunstigt åndedræt og hjertemassage – og med hjælp fra de falckreddere, som lidt senere dukkede op, lykkedes det på mirakuløs vis at få liv i Svend igen. Da jeg og et par stykker mere et par dage efter besøgte ham, kunne han ved egen hjælp rejse sig fra sin sygeseng på sygehuset i Aarhus. Svend var helt bogstaveligt talt opstået fra de døde til nyt liv. 

Nu er Svend død – igen, fristes man til at sige. Og denne gang er der desværre ingen til at puste nyt liv i ham.

Eller, det er der måske alligevel? I hvert fald sluttede præsten sin tale ved Svends bisættelse i Skivholme Kirke sådan:

I dag skal vi tage afsked med et af de små lys, som har lyst for os på et stykke af vores livsvej. Det gør vi ikke uden vemod, men dog med fortrøstning. For vi ved, at selv om vores eget og alle andre menneskers små lys blafrer. – Og selv om flammen går ud til sidst, så forbliver det ikke mørkt omkring os. Så venter opstandelsens lys og et nyt liv på den anden side af kridtstregen. Sådan er vort håb. Sådan er vor kristne tro. 

Æret være Svend Dahls minde!  
Thomas Frøkjær