Vi har masser af god lyd til dig

Hermed anbefaler vi vores bagkatalog af podcasts til dig, der sidder hjemme på grund af coronavirus.

Lyt dig igennem det efterhånden omfattende antal af udsendelser fra Slet ikke LIVE!, uanset om du sidder alene eller sammen med familien, og bliv klogere på de gæster, vi har i studiet.

Du skal selvfølgelig heller ikke snydes for en podcast i denne uge, og vi er næsten på plads med en teknisk løsning, der gør os i stand til at sende sammen – hver for sig.

Corona-frygt lukker stort dialogmøde i Herskind

Der bliver ikke noget dialogmøde i Herskindhallen onsdag 18. marts 2020, lyder det fra styregruppen, der ellers havde alle detaljerne for arrangementet på plads.

“Det er på baggrund af de anbefalinger og restriktioner, der er udstedt af Sundhedsstyrelsen, at vi har valgt at udsætte dialogmødet om overbygningen på skolen,” fortæller Lars Dahl, der både er formand for fællesbestyrelsen for Herskind Skole & Børnehus og medlem af styregruppen.

Det ærgrer arrangørerne, at mødet i første omgang er udsat, men man ser ingen anden løsning for nuværende.

“ Det er det eneste ansvarlige at gøre. Programmet for dialogmødet var ellers helt på plads. Der var udmelding om stor deltagelse fra byrådet med 12-15 deltagere samt besøg af professor Peter Allerup. Vi har ligeledes mødt stor opbakning fra hele skoledistriktet om dialogmødet,” siger Lars Dahl, der forventer at kunne holde mødet senere på året.

Lokale politikere enige i beslutningen

Blandt de mange politikere, som havde givet tilsagn om at deltage i dialogmødet på onsdag, er Trine Frengler (S), som er formand for Undervisnings- og Børneudvalget. Hun tilslutter sig beslutningen om at udsætte arrangementet.

“Det vil ikke være forsvarligt over for hverken borgerne eller os selv at gennemføre dialogmødet, som situationen er nu” mener Trine Frengler, der lægger op til at mødet holdes – men i en anden form.

“Vores kalender er jo booket til folkene i Herskind den aften, så vi foreslår, at vi kan mødes med en mindre delegation, enten på Fælleden i Skanderborg eller i Herskind,” siger Trine Frengler.

Boldklubben aflyser årets gymnastikopvisning

Mens lokalpolitikerne og styregruppen bag dialogmødet nu går sammen om at finde en alternativ afvikling på onsdag, er et andet af byens store arrangementer nu definitivt aflyst.

Det er Herskind Boldklub, der melder, at gymnastikopvisningen 29. marts heller ikke bliver til noget. I stedet bliver der for hvert hold et mindre arrangement som afslutning på sæsonen.

“Vi vælger at lægge os op ad samme linje og følge de samme anvisninger, som skolen er pålagt af kommunen. Det er jo de samme børn og forældre, der er tale om,” forklarer boldklubbens formand, Mogens Enevoldsen, om baggrunden for beslutningen.

Vi siger tak for besøget

Fredag 6. marts 2020 var en stor dag for Herskindsigt og Herskindskolen News. Det var nemlig dagen, hvor vi indviede vores nye, fælles redaktion på Herskindskolen med åbent hus.

Ved samme lejlighed optog vi en episode af vores podcast Slet ikke LIVE!, og den ligger klar til at høre lige her.

Vi takker vores gæster for besøget og for gaver, og vi glæder os til at tage de nye rammer i brug for alvor. Hvis du har lyst til at se, hvad vi laver, holder vi åben redaktion tirsdage og torsdage fra 19:00 til 21:00.

Du kan stadig nå det

Hvis du ikke vil være håbløst bagud, så skal du snart have hørt vores podcast fra i fredags. Rigtig mange har allerede lyttet til debat-udsendelsen, hvor vi havde byrådspolitikere i studiet for at diskutere skolestruktur.

Udsendelsen finder du her, og du kan stadig være med i konkurrencen om to glas Nutella og en pose rundstykker fra bageren.

Herskindskolen News var med os under optagelserne, og de har produceret den stemningsvideo, du kan se herunder.

Produceret af Herskindskolen News v/Maja Schriver Offersen

Fastelavn rykkede ind i butikken

Tønden var egentlig hængt op udenfor, men det ustadige vejr fik bestyrelsen for Dagli’Brugsen Herskind til at rykke fastelavns-arrangementet ind i tørvejr søndag formiddag.

Masser af børn, forældre og bedsteforældre fyldte godt op butikken, og da bunden var slået af tønden, var der fastelavnsboller, slik, kaffe og saftevand til alle.

Det handler om vores skole!

Der var gang i debatten, da Slet ikke LIVE! onsdag aften havde besøg fra politisk side. Trine Frengler (S), Søren Erik Pedersen (V) og John Haarup Laursen (DF) lagde vejen forbi for at diskutere skolestruktur og fremtiden for udskolingen i Herskind

Vi fik en god og interessant podcast ud af anstrengelserne, og den skulle du tage at give et lyt. Du finder episoden her. I øvrigt optog vi på vores nye redaktion. Den bliver i de kommende uger udsat for en større forvandling, inden vi holder officiel indvielse fredag 6. marts klokken 14.30-16.30.

Første podcast fra vores nye redaktion

Vi har nu sendt vores podcast Slet ikke LIVE! hver fredag siden november 2019. Hvis du endnu ikke har hørt den, så er det ved at være på tide, at du kommer med i klubben.

I onsdags rykkede vi ind i vores nye redaktionslokaler på Herskindskolen, og sammen med Herskindskolen News valgte vi farver til væggene og købte vores første møbler.

Vi har glædet os til at lægge redaktionen næsten lige midt i det sogn, som det er vores formål at levere information og nyheder til. Og vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at optage en ny episode af Slet ikke LIVE!, når nu vi var så godt i gang. Du kan høre udsendelsen herunder.

Denne gang har vi Lars Gravsholt med i et længere telefoninterview. Lars mener ikke, at man kan bakke op om at bevare udskolingen på Herskindskolen, hvis man selv har børn på Hestehaveskolen. Vi er uenige, og det bliver der en god diskussion ud af.

Hvad mener du? Lyt med og giv din mening til kende på vores facebookside, og husk også at gætte med på ugens lyd. Der er gode præmier på spil.