Mini-sommerfest begyndte med formiddagsmotion

Det er muligt, at corona satte en stopper for Herskind Boldklubs sommerfest i den form, vi kender den, men det er alligevel blivet til en reduceret udgave af festen i år.

En flok formiddags-friske borgere er således mødt op til en gå-, løbe- eller cykeltur klokken 10.00 lørdag.

Festen fortsætter klokken 14.00, når der er banko og overrækkelse af Nordstjernen på boldbanerne ved Herskindhallen. Arrangementet er kun for tilmeldte borgere, da det ellers kan blive vanskeligt at overholde forsamlingsforbud og øvrige restriktioner.

Køb en plakat og støt bevarelse af udskolingen

Nu kan du købe en plakat i Dagli’Brugsen Herskind og samtidig støtte arbejdet for at bevare udskolingen på Herskind Skole & Børnehus.

Plakaten bliver din for 100,- kroner, og alt overskud går ubeskåret til Støtteforeningen for Herskind Skole og Børnehus. Det er Jesper Sølvsten Rasmussen, der har stået for fotografi og layout af plakaten, og K.J. VVS har dækket udgifterne til trykkeriet.

Herskindsigt bakker selvfølgelig op om det gode formål, og derfor hænger der nu et eksemplar af plakaten på vores redaktion. Der er i øvrigt kun trykt 100 plakater, så det gælder om at være hurtigt ude.

Vi laver vores helt egen “wall of fame”

Siden vi begyndte med vores ugentlige podcast Slet ikke LIVE!, har vi oplevet en fantastisk velvillighed blandt vores kilder, når vi har spurgt dem om at stille op til vores program. Det gælder både de helt lokale aktører, men det gælder også de kilder, som repræsenterer Skanderborg Kommune politisk eller som ansatte.

Det sætter vi så stor pris på, at vi er begyndt med at lave vores egen “wall of fame,” hvor der skal hænge billeder af de medvirkende i podcasten. Nogle af vores gæster glemte vi i sin tid at tage billeder af, men det skal vi nok få rettet op på.

Hvis du vil se vores redaktion med egne øjne, er du velkommen til at kigge forbi om tirsdagen mellem klokken 19.00 og 21.00. Hvis du er i tvivl om, hvor du finder os, må du gerne ringe på telefon 2231 0191.

Op til weekenden kommer der endnu en podcast fra os, og mens du venter på den, kan du jo altid høre vores seneste episode fra i lørdags:

https://www.buzzsprout.com/657079/4063406-vi-far-besog-af-herskind-borgerforening

Din ultralokale presse er der, når det sker

I fredags var Herskindsigts redaktion på plads, da vores hårdtarbejdende styregruppe for Herskind – Det Unikke Fællesskab overrakte underskrifter og en rapport til Trine Frengler (S) og Bent Jacobsen (V) fra Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg Kommune.

Det blev blandt andet til en ny episode af vores podcast Slet ikke LIVE!, og den kan du høre her.

Du kan abonnere på podcasten, så du får besked, hver gang vi har nyt til dig, og det er som udgangspunkt hver fredag eller lørdag. Hvis du har gode idéer til emner, vi kan tage fat på, må du gerne sende os en mail på podcast@herskindsigt.dk. Du kan også lægge en besked på vores telefonsvarer, som har nummer 6466 1649.