En nytårshilsen fra formanden

Af Jesper Rabes Laursen, formand for Herskindsigt

Vi er utrolig glade og stolte over samarbejdet med skolen, elevrådet og Herskindskolen News. At vi har fået indrettet et fælles redaktionslokale på skolen gør en kæmpe forskel for arbejdet med alle vores aktiviteter. Ikke mindst kan vi åbne døren og invitere alle, der har lyst til at bidrage, hvilket vi oplever stadig større interesse for.

Vi vil fortsat, så vidt muligt, holde åben redaktion tirsdage fra klokken 19-21 samt  torsdage i samme tidsrum, hvor vi optager podcast. Lige nu holder vi dog lukket i en kombination af juleferie og corona-nedlukning.

Herskindsigts formål er at være en medieplatform for hele Skivholme Sogn, og vi udkommer på Instagram, Twitter, Facebook, infoskærmene i Brugsen, YouTube, vores ugentlige podcast Slet ikke LIVE!, hjemmesiden og det trykte blad.

Det trykte blad måtte i år reduceres til en enkelt udgivelse, dels på grund af Covid19-situationen og dels på grund af manglende ressourcer i redaktionen. Derfor er det en stor glæde at byde velkommen til Bente og Torben Rasmussen, der netop er trådt ind i redaktionen for at hjælpe med udgivelsen af det trykte blad. Herudover består redaktionen af redaktør Jakob Houg Jakobsen, ungarbejder Ole Wadsholt og Jesper Rabes Laursen. 

Generalforsamling og status

Lørdag 21. november klokken 10 holdt foreningen Herskindsigt den årlige generalforsamling. Bestyrelsen og redaktionen var samlet i redaktionslokalet på skolen, og med kyndig teknisk assistance fra Maja og Jeppe fra 9. klasse blev generalforsamlingen streamet på YouTube.

På valg var Birgit Siegfredsen, som valgte at træde ud af bestyrelsen. En stor tak til Birgit for  indsatsen i bestyrelsen og arbejdet med udgivelserne af Herskindsigt. Bestyrelsen består nu af Ditte Bøgh (fra elevrådet), Anna Margrethe Kristensen og Jesper Rabes Laursen. Jakob Houg Jakobsen fortsætter som økonomiansvarlig, lige som Per Dalsgaard og Hans Gravsholt modtog genvalg som henholdsvis revisor og revisorsuppleant. 

Det blev tilføjet til vedtægterne, at foreningen fremover skal tilstræbe, at elevrådet i Herskind Skole og Børnehus er repræsenteret med et mandat i bestyrelsen. Her kan du finde vedtægter og referat.

Tak til annoncører, læsere, lyttere, skribenter, skolen, kommunen og podcastgæster for en fantastisk opbakning. I ønskes alle et godt nytår.

Du vil besøge os, men hvor bor vi?

Vi er så heldige, at Herskind Skole & Børnehus har stillet et lokale til rådighed for Herskindsigt, og det er altså der, du kan finde os. For eksempel om tirsdagen til åben redaktion fra klokken 19.00 til 21.00.

På torsdag den 3. september holder vi bestyrelsesmøde i redaktionslokalet klokken 19.00, og mødet er åbent for alle – uanset om du har en god idé, som vi skal tage videre, eller om du blot har lyst til en kop kaffe, mens du overværer mødet.

Herskind Skole og Børnehus beholder sin overbygning

Der er gode nyheder for vores lokale skole i den aftale, som Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg Kommune i dag har offentliggjort.

I aftalen om kommunens fremtidige skolestruktur er Herskind Skole & Børnehus slet ikke nævnt, hvilket betyder at udskolingen ikke – som varslet – indgår i udvalgets planer om ændringer.

Glæde, taknemmelighed og medfølelse

Hos skolens ledelse modtager man dagens nyhed med stor glæde.

– Først og fremmest er jeg glad på alle børnenes vegne. Elevrådets undersøgelse for nylig viste jo, at langt de fleste gerne vil blive her på skolen, så udmeldingen i dag fjerner den usikkerhed, mange af dem har gået med, siger skoleleder Kasper Jensen.

På ledelseskontoret glæder man sig også over, at man nu kan få lov og arbejdsro til at forfølge det projekt og den linje, der er lagt for skolen.

– Jeg er taknemmelig for alle de ildsjæle, der har lagt en masse kræfter i arbejdet for vores skole. Det har været med til at gøre det svært at træffe en beslutning, der tager noget fra os, siger Kasper Jensen, der samtidig har medfølelse for de skoler, der ser ud til at må lukke.

– Der er nogle, der må betale prisen for, at vi og andre får lov at fortsætte. Jeg kan levende sætte mig ind i, hvor hårdt det må være, fortæller skolelederen.

Først skal byrådet stemme

Aftalen om skolestruktur skal først godkendes og stemmes igennem hos byrådet 2. september, men formanden for Undervisnings- og Børneudvalget, Trine Frengler (S), føler sig overbevist om, at det vil ske.

– Vi må gå ud fra, at når partierne sender repræsentanter i byen, er det fordi, at de har opbakning fra deres bagland, siger Trine Frengler og henviser til, at aftalen om kommende skolestruktur – foruden alle medlemmer af udvalget – er underskrevet af en repræsentant fra hvert parti i byrådet på nær Alternativet.

Børnehuset søger vikarer

Kan du lide at lege, og kan du tage ansvar? Og er du klar på de udfordringer, som et vikarjob giver? Så er det måske lige dig, Herskind Skole & Børnehus venter på. Her søger de nemlig vikarer til både børnehaven og vuggestuen.

Er det dig? Så skynd dig at sende en kort ansøgning til herskindskolen@skanderborg.dk. Børnehuset glæder sig til at høre fra dig.