Udfordring: Giv os din mening om trafikken

I vores podcast Slet ikke LIVE! har vi sat trafikken under lup. For hvordan er det lige, vi opfører os, når vi skal hente og bringe børn? Får den lidt for meget gas, når der skal leges med drengene? Hvordan er reglerne egentlig, når man kører på cykel?

Vi kan sagtens fylde flere hele programmer med egne holdninger, men det bliver ikke ret interessant i det lange løb. Her kommer DU ind i billedet:

Det er DIG, vi vil høre fra. Hvad er skidt, og hvad er godt? Hvad gør dig arrig eller ærgerlig? Giv dit bud i kommentarsporet her på siden eller i tråden på Facebook. Du kan også skrive til os på podcast@herskindsigt.dk eller lægge en besked på vores telefonsvarer, som har nummer 6466 1649. Hold dig ikke tilbage, men giv i stedet lidt af dig selv til dine medborgere.

Lyt med og hold dig opdateret

I denne uge havde vi besøg af Simon Svensson, og det blev til en spændende udveksling af meninger om nogle af de problemer, der dagligt opstår i trafikken lige her, hvor vi bor. Hør episoden her.

Simon Svensson er denne uges gæst i Slet ikke LIVE! (FOTO: JAKOB HOUG JAKOBSEN)

Hvis du endnu ikke har hørt vores podcast, så kan du nå at komme med på beatet, inden vi holder sommerferie i juli. Vi kan ikke have, at du kommer alt for meget bagud, så her finder du hele vores bagkatalog.https://www.buzzsprout.com/657079

Vi laver vores helt egen “wall of fame”

Siden vi begyndte med vores ugentlige podcast Slet ikke LIVE!, har vi oplevet en fantastisk velvillighed blandt vores kilder, når vi har spurgt dem om at stille op til vores program. Det gælder både de helt lokale aktører, men det gælder også de kilder, som repræsenterer Skanderborg Kommune politisk eller som ansatte.

Det sætter vi så stor pris på, at vi er begyndt med at lave vores egen “wall of fame,” hvor der skal hænge billeder af de medvirkende i podcasten. Nogle af vores gæster glemte vi i sin tid at tage billeder af, men det skal vi nok få rettet op på.

Hvis du vil se vores redaktion med egne øjne, er du velkommen til at kigge forbi om tirsdagen mellem klokken 19.00 og 21.00. Hvis du er i tvivl om, hvor du finder os, må du gerne ringe på telefon 2231 0191.

Op til weekenden kommer der endnu en podcast fra os, og mens du venter på den, kan du jo altid høre vores seneste episode fra i lørdags:

https://www.buzzsprout.com/657079/4063406-vi-far-besog-af-herskind-borgerforening

Legepladsens venner besøger vores podcast

I formiddag havde Slet ikke LIVE! besøg af de to flinke fyre, Frederik Eberhardt og Allan Clemmensen fra Herskind Borgerforening.

Det blev til en hyggelig snak om fremtiden for legepladsen på Fuglevænget, og desuden ringer vi til Sofie Boesen for at høre mere om den store “sko-happening”, som finder sted på onsdag 10. juni.

Vi har også en enkelt servicemeddelelse til dig, så nu er det vel blot at sætte i gang. Klar, parat, lyt! https://www.buzzsprout.com/657079/4063406-vi-far-besog-af-herskind-borgerforening

Din ultralokale presse er der, når det sker

I fredags var Herskindsigts redaktion på plads, da vores hårdtarbejdende styregruppe for Herskind – Det Unikke Fællesskab overrakte underskrifter og en rapport til Trine Frengler (S) og Bent Jacobsen (V) fra Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg Kommune.

Det blev blandt andet til en ny episode af vores podcast Slet ikke LIVE!, og den kan du høre her.

Du kan abonnere på podcasten, så du får besked, hver gang vi har nyt til dig, og det er som udgangspunkt hver fredag eller lørdag. Hvis du har gode idéer til emner, vi kan tage fat på, må du gerne sende os en mail på podcast@herskindsigt.dk. Du kan også lægge en besked på vores telefonsvarer, som har nummer 6466 1649.

Nu udkommer vores podcast om lørdagen

Fra denne uge og fremover vil du kunne høre vores ugentlige podcast Slet ikke LIVE! fra lørdag ved middagstid og ikke som hidtil om fredagen.

Der er flere årsager til ændringen. Dels har vi på redaktionen nemmere ved at få det til at hænge sammen på det nye tidspunkt, og dels tror vi, at det er nemmere for vores fremtidige gæster – når vi igen må invitere – at afsætte tid til os lørdag formiddag.

Som du forhåbentlig har opdaget, fortsætter Slet ikke LIVE! med at sende en episode i luften hver uge – corona eller ej. Og i denne uge prøver vi noget nyt, når vi for første gang i en måned sender sammen. Denne gang fra en overdækket terrasse i Herskind – og selvfølgelig med anbefalet afstand.

Lyt med og spred budskabet. Vi laver nemlig udsendelsen for dig og dine medborgere.